Flintholm Kurbad

Slap af i jacuzziens bobler, blødgør kroppen i dampbadets ro, og nyd saunaernes varme.

Indhold

    Afslapning og velvære

    I Flintholm Kurbad er der plads til afslapning og velvære og mulighed for at dele gode stunder med nogen, du holder af. Læs mere om de oplevelser, vi tilbyder i kurbadet, samt praktiske informationer nedenfor.

    Reservér tid

    Vil du være sikker på en plads i kurbadet, så book i forvejen via vores bookingsystem.

    Du skal være fyldt 16 år

    For at benytte kurbadet, skal du være mindst 16 år. Kun ved særlige events, hvor vi specifikt gør opmærksom på det, er der adgang for børn under 16 år. 

    Dæmpet samtale

    Kurbadet skal være en afslappende og rolig oplevelse. Derfor skal eventuelle samtaler foregå dæmpet, så de ikke generer de øvrige gæster.

    Mobiltelefon, egen drikkedunk, snus og tyggegummi må ikke medbringes i kurbadet. Husk til gengæld at medbringe to håndklæder hjemmefra. Læs mere om regler og praktisk information nederst på siden.

    Oplevelser i kurbadet

    Saunaer og sanarium

    Den traditionelle sauna er 80 grader og giver rig mulighed for afslapning og selvfordybelse. Desuden kan du være heldig, at der er saunagus. Vi bestræber os på at afholde gus 1-2 gange per kurbadstid - dog er det ikke garanteret, da det afhænger af driften.

    I det 60 grader varme sanarium kan du lade tankerne flyde til lysterapien, som virker afslappende for hjernen. Den lavere temperatur og højere luftfugtighed gør, at du kan opholde dig længere i sanariet end i den klassiske sauna.

    Den infrarøde sauna er ca. 48 grader. De infrarøde bølger trænger ind i kroppen og øger blodcirkulationen, og den smukke saltvæg frigiver ioner, der gavner lungerne og afstresser kroppen og huden.

    Husk, at du skal benytte håndklæde som sidde-/liggeunderlag, når du besøger vores saunaer og sanarium af hensyn til træet. Har du glemt et ekstra håndklæde, kan du leje et ved ankomst.

    Dampbad

    Indhyllet i dampen fra det 43 grader varme dampbad får kroppen lov at komme helt ned i gear. Et besøg i dampbad giver huden lov til at slappe af og bidrager til en blød, fugtig og genopfrisket hud.

    Der er mulighed for at tilkøbe bodyscrub, ansigtspeeling og hårkur, som kan bruges i dampbadet. Det fjerner døde hudceller og efterlader kroppen silkeblød. Henvend dig til personalet. Se priser under 'Tilkøb' længere nede på siden.

    Husk at skylle din siddeplads efter brug og smutte en tur under bruseren.

    Jacuzzi

    Lad dig glide ned i den boblende jacuzzi, og slap heeeeeeeelt af. Vores jacuzzi er 36 grader varm, og boblerne hjælper kroppen til at slappe af og løsne op.

    Husk at gøre plads til, at dine medgæster kan få glæde af bassinet.

    Varmtvandsbassin

    Vores dejlige, store varmtvandsbassin er perfekt til at løsne op i kroppen i hyggelige og afslappende omgivelser.

    Varmtvandsbassinet er ca. 33 grader varmt, og i siden er der massagestråler i forskellige højder, som kan hjælpe til at løsne op for kroppens spændinger.

    Varmtvandsbassinet er en rolig og behagelig oplevelse, så husk den lave stemmeføring og gem spring og leg til svømmehallen.

    Bemærk venligst, at varmtvandsbassinet på grund af undervisning ikke er inkluderet i alle kurbads-tidsslots. Det fremgår af vores bookingsystem, om tiden inkluderer varmtvandsbassin eller ej, og prisen afspejler dette.

    Brusebad

    Ved saunaerne finder du tre store brusere. Bruset føles som frisk og behagelig regn, og du kan selv justere temperaturen efter behov. Husk at bruge bruserne, når du forlader sauna, sanarium eller dampbad.

    Is

    Har du brug for at blive kølet ned, er du velkommen til at benytte de isterninger, som du finder til højre for dampbadet. Isterningernes kolde gys hjælper til en bedre blodcirkulation, og vi anbefaler at bruge dem i forbindelse med dit besøg i for eksempel dampbadet. Vi har ikke koldtvandsbassin.

    Isterningerne er kun til ydre brug og må ikke indtages.

    Massagestole

    Læn dig tilbage, og få løsnet dagligdagens spændinger i vores massagestole. Her kan du massere nakke, skuldre, ryg og ben. Stolen giver 20 minutters massage og ro til tankerne, så du kan slappe af og drømme dig væk.

    Husk at afspritte stolen efter brug.

    Lounge

    I kurbadets loungeområde kan du læne dig tilbage i en af sofaerne og holde et velfortjent hvil. Der er mulighed for at købe mad og drikke, som du kan nyde, mens du slapper af til stemningsmusik og billeder.

    Tilkøb

    Henvend dig til personalet i kurbadet for køb af:

    • Hårkur: 35 kr.
    • Body scrub: 30 kr. 
    • Samlet sæt: 55 kr. 

    Vores eksfolierende og fugtende scrub er sammensat af naturlige ingredienser tilsat aromatiske olier og hjælper til at forny og opfriske huden, som efterlades blød og glat. Den skal bruges i forbindelse med besøg i dampbadet og må ikke bruges i sauna eller sanarium. Husk afvaskning under bruser efter behandlingen.

    Hårkuren bruges i fugtigt hår, og vi anbefaler, at du benytter den i slutningen af dit besøg.

    Regler i Flintholm Kurbad

    Ingen under 16 år: Du skal være fyldt 16 år for at besøge kurbadet.

    Ingen mobil: Mobiltelefonen skal blive i dit skab i omklædningen.

    Ingen drikkedunk: Du må ikke medbringe egen drikkedunk. Vi har isvand og glas til fri afbenyttelse.

    Ingen snus/nikotinposer

    Intet tyggegummi

    Ingen medbragte scrubs, olier og dufte: Forhør dig i kurbadet om vores tilkøbsmuligheder. Kun personalet må hælde vand/olier på saunaovne.

    Ingen støj: Eventuelle samtaler skal foregå dæmpet. 

    3 gode råd til en bedre oplevelse

    Tag et stort håndklæde eller badekåbe med ind i kurbadsområdet – det skal du nemlig bruge til at sidde og ligge på i saunaerne og i massagestolene.

    Drik vand, og undgå hedeslag – både inden dit besøg i kurbadet og under kurbadsopholdet. Du finder koldt isvand i loungeområdet og ved saunaerne. Det er også muligt at købe forfriskninger i kurbadets café.

    Slap af, og luk verden ude. Mobilen skal efterlades i omklædningen, og det kan du med fordel nyde. Træk stikket fra den travle hverdag, og giv dig selv tid og ro. Flintholm Kurbad er en afslappende oplevelse, som du fortjener at nyde.

     

    Det praktiske

    • Omklædning og afvaskning: Du klæder om i svømmehallens omklædningsrum, som ligger i kælderen. Her kan du låse et valgfrit skab med dit armbånd. Før du må bruge kurbadsfaciliteterne, skal du vaske dig. Husk at besøge bruseren igen efter toiletbesøg samt efter ophold i saunaer, sanarium og dampbad.
    • Adgang: Du finder kurbadet, når du efter bruseområdet kommer op ad trappen. Her ligger indgangen til kurbadet på højre hånd, og du får adgang ved at scanne dit armbånd. Ved ankomst i kurbadet vil vores personale tage godt imod dig og vise dig rundt.
    • Medbring ekstra håndklæde: Det skal du bruge til at sidde på i saunaer og massagestole. Har du glemt et ekstra håndklæde, kan det lejes i vores reception. Vi udleverer ikke badekåber og slippers, men du er velkommen til selv at medbringe dette.
    • Kurbadet er fælles for mænd og kvinder: Alle har derfor badetøj på.
    • Din billet gælder i 1 time og 50 minutter fra den tid, der står på din booking: Vi beder dig ankomme i god tid, så du har tid til at klæde om. Billetten giver desuden adgang til 25 meter-bassinet.
    • Afbestilling: Får du brug for at afbestille din booking, skal du gøre det senest 2 timer i forvejen - enten ved fysisk fremmøde eller online i bookingsystemet.

    Graviditet

    Vi bliver af og til spurgt, om gravide kan benytte kurbadet. Vores personale har ikke lægefaglig uddannelse og kan derfor ikke vejlede om dette. Som gravid bør du følge din læges anvisninger.